At skrive er tidskrævende

Så gik de sidste måneder af 2017 med at hhv. redigere bog 1 i min kommende serie, der udgives på dansklære foreningensforlag i foråret 2018. Og med at skrive bog 2 i samme serie, som er planlagt til at udkomme i efteråret 2018. For at skrive er tidskrævende, og en omsiggribende proces, der tager meget af ens fritid, specielt, når man har fuldtidsjob ved siden af.

Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg får tid til at skrive med fuldtidsjob, familie og børn. Og mit svar er meget simpelt: Jeg ser ikke fjernsyn, og så kan jeg simpelthen ikke lade være. Der er ord i fingrene, og de vil ud. Og jeg ville ikke være det foruden.

I dronningens nytårstale opfordrede hun os alle til at gøre noget unyttigt i 2018. At skrive var i den grad unyttigt, da jeg startede, og en del af det jeg skriver er stadigt unyttigt, og der er ingen andre end mig, der læser det.

Derfor vil jeg i 2018 bruge mere tid på at skrive, både noget nyttigt og noget unyttigt. Forhåbentlig bliver der også tid til at skrive lidt her på siden, hvor jeg planlægger løbende, at fortælle lidt om arbejdet på bøgerne, samt skrive indlæg, der kan være relevante for læserne af bøgerne og iøvrigt for alle der er interesserede i fremtidsteknologi forklaret, så alle kan være med.

Godt nytår,

Sanne

Lukket for kommentarer.